Jyderup Spejdere
1950 9. jan.; Spejderparade i Jyderup
For første gang siden spejderbevægelses start i Jyderup samledes alle fire spejdergrupper i går, ca. 125 i alt, på pladsen ved hotel Skarridsø, og overlærer Vang Petersen holdt nytårstalen, hvorefter spejderne med faner i spidsen gik til formiddagsgudstjeneste i Jyderup kirke1

1950 jan.; Spejderhus i Jyderup til 5000 kr. opføres nu
Dronning Margrethes spejdertrop i Jyderup holdt i aftes trosrådsmøde, hvor murermester Axel Olsen oplyste, at spejdere og ulvetroppen nu tæller 57 drenge. Ved efterårsturneringen, hvor der deltog 200 spejdere tog Jyderup spejderne rævehalen hjem og kom i topklassen.
Det bliver nu til alvor med opførelsen af et spejderhus, idet der er ankommet to barakker fra Aalborg, som koster ca. 2000 kr. Økonomisk selskab har overladt en plads til huset på dyreskuepladsen. Grunden er på 75 kvadratmeter, og huset kommer antagelig til at koste 5000 kr. Til formand for forældrerådet nyvalgtes repræsentant Gybel Jensen, og som nyt medlem valgtes fru vognmand Rasmussen, Svebølle2

1951 nov.; Det nye spejderhus i Jyderup indviet
Står "Dronning Margrethes Trop" i 5-6000 kr.
Ved en smuk højtidelighed i går formiddag blev "Dronning Margrethes Trop"s nye spejderhus på Dyrskuepladsen i Jyderup indviet. Tropsrådet formand, repræsentant Gybel Jensen, bød velkommen, og tropsføreren, murermester Axel Olsen, bragte en hilsen og en gave fra den gamle tropsfører "Stoffer", musikdirektør Ejnar Jantzen overrakte som sin gave et signalhorn.
Gæster beså det smukke hus, der består af en festsal , lokale for ulveunger, patruljelokale for spejderne, køkken, materialerum og toiletter. Det hele er holdt i lyse og venlige toner. Det er bygget af en gammel barak for 1800 kr., og i dag står det troppen i 5-6000 kr.
Det havde først været meningen at ligge huset ved Skarridsø, men det mødte modstand, og man fik ved velvilje fra Holbæk Amts Økonomiske Selskab tilladelse til at opføre huset på dyrskuepladsen.
Der blev bragt troppen mange gode ønsker for fremtiden, og der var gaver fra de tidligere tropsrådsmedlemmer og tropsførere samt fra KFUKs pigespejdere. Om eftermiddagen var der fest for spejderne og ulveungerne og om aftenen for gamle spejdere3

1952 okt.; Pigespejdere på Jyderup Realskole
De blå pigespejdere i Jyderup, Skarridsholm trop, har på lørdag fest for forældre og venner i gymnastiksalen på Jyderup Realskole. der vises en film fra landslejren, og pigerne underholder med sang og sketch4
1952 okt.; Spejderfest
Skarridsholm trop af Det danske Pigespejderkorps havde lørdag aften en vellykket sammenkomst med forældre på Jyderup Realskole. Gymnastiksalen, hvor festen holdtes, var smukt pyntet med løv, og der var opstillet forskellige boder5
1957 feb.; 35 års jubilæum, spejdere (billede 25. feb. 1957)
Dagen markeres ved optog gennem gaderne, basar og festarrangement på hotellet.
I glansen fra Baden-Powel 100 året fejrer Spejderne i Jyderup også jubilæum, omend mere beskedent, idet Dronning Margrethes Trop og Flok og Skarridsholm Trop og Flok lørdag den 23. februar 1957 har eksisteret i 35 år.
Dronning Margrethes Trop ved man mest om, fordi Tropsrådet har ført forhandlingsprotokol, formand var dengang kaptajn Dræby, der i 1928 blev valgt til Divisionschef for Skjalm Hvides Division, hvorunder Jyderup Spejderne hører.
Det første Tropsråd kom til at bestå af købmand Viggo Jensen, Chr. Jacobsen, "Arnen". Kaptajn Dræby, isenkræmmer H. Gylling-Folkmann, Realskolelærer Valdemar Hansen (nu skolebestyrer) og fabrikant Will. R. Jensen. Til revisor valgtes fru Kreutzer og købmand Olesen.
Der skiftedes ret hyppigt Tropsfører i begyndelsen. Den første var en daværende kommis Chr. Olsen, som efterfulgtes af Arne Thomsen og senere Valdemar Hansen, Realskolen, indtil han i 1928 på grund af manglende tid måtte fratræde og blev afløst af murermester Axel Olsen.
Bortset fra korte perioder, hvor Erik Felding og sidst murer Poul Sørensen har været tropsfører, har Axel Olsen været Tropsfører og er det stadig. Han har da også modtaget Korpsets fortjenstlilje i sølv og Korpsets hæderstegn i guld.
Jyderup Spejdere 1957
Pige- og drengespjdernes tropsfører, fru Annelise Søvndahl Petersen og murermester Axel Olsen fotograferet under festen sammen med de yngste spejder Poul Ebbe Jørgensen og Inger Petersen, Bassebjerggård13
Ulveungerne
blev fra starten ledet af købmand Flemming Funch-Jensen og havde deres møder i købmandsgårdens kælder, mens Spejderne holdt deres møder og sammenkomster i "Drisaathuset"
Der bor endnu adskillige af disse gamle "Ulveunger" i Jyderup og omegn, bl.a. boghandler Søvndahl-Petersen, assurandør Erik Søvndahl-Petersen, bogtrykker Ernst Christensen, Ove og Jørgen Lind, Tornvedgården, installatør Carl August Jensen, isenkræmmer H. Gylling-Folkmann, Fabr. Ole Gerling-Jensen, gårdejer C. V. Gissemann, Føllenslev og måske flere andre. Fører for Ulveungerne er nu manufakturhandler Vagn Bruun.
De blå pigespejdere
Skarridsholm Troppen havde som første Tropsfører frk. Lili Lang, Jyderup Savværk. Hendes far, savværksejer Lang, stillede lokale til rådighed, og senere samledes man hos købmand Viggo Jensen i "Skovhuset", hvor nu afdøde fru Sophy Jensen altid viste Spejderne stor velvilje og har ydet megen bistand.
I nogle år lå såvel Skarridsholm Trop som Dronning Margrethes Trop og Flok "stille", begge steder på grund af manglende førere. Omkring 1945-46 tog henholdsvis fru Nebo (nu Knabstrup) og disponent Aage Christoffersen og lærer Dam (begge nu fraflyttede) initiativet til at genoplive såvel pige- som drengespejdertropperne.
Tropsfører for Pigespejderne var fru Nebo indtil 1948, hvor hun af løstes af frk. Mary Hansen (nu fru Henriksen, Fruens Fold). Siden har lærerinde, frk. Grethe Christensen og fru Skovfoged Nielsen været førere. For ca. 1½ år siden blev fru Margrethe Sønderskov Tropsfører.
Der var dengang 22 pigespejdere - men på den korte tid er Troppen vokset til 50. En flot fremgang.
Eget Tropshus
For et års tide siden havde Skarridsholm Trop den store glæde, at købmand Th. Olesen overlod dem et stort tidligere hønsehus til Tropshus.
Her blev fint istandsat og møbleret, og pigerne er lykkelige for deres hus, hvor de kappes om at hygge.
Siden 1946 har der været følgende formand for Pigespejderens Tropsråd: Fru Anna Hansen, Holbækvej 31, Fru Erna Ravnebjerg, Gdr. Ole Christensen, Stokkebjerg, og nu boghandler Søvndahl-Petersen.
Det er med ærefrygt, man blader i de gamle protokoller, hvoraf det fremgår, at mange af byens ældste borgere har gjort et stort og uegennyttigt arbejde for Spejderne. Der er ofret materialer til Spejderlokalerne, arrangeret masser af fester, basarer, udflugter og sammenkomster. Skovenes ejere har stillet sig ligeså velvillige og har åbnet deres skove for Spejderne. Her har navnlig Dronning Margrethes Trop og Ulveungerne afholdt mange øvelser og turneringer.
Sct. Georgsgildet yder også en stor støtte for arbejdet, og den nye forhandlingsbog viser, at den næste generation er lige så ivrig og offervillig, når det gælder Spejdersagen.
I 1951 fik Spejderne det pragtfulde Tropshus på Dyreskuepladsen, der i tre uger hver sommer overlades til piger og drenge fra Jyderup faderskabsby, Jydbæk.
Der foreligger ingen protokol for tidsrummet fra 1939 til 1949. Her begyndte repræsentant Gybel Jensen at føre en ny protokol. Tropsrådsformand var da dyrlæge Viggo Lund. Senere blev det Gybel Jensen, proprietær Lund og nu ingeniør J. Tüchsen.
Jubilæumsfesten
Jubilæet gælder såvel pige- som drengespejdere og Ulveunger, og der er lagt vægt på, at arrangementet i år bliver særligt festligt, og det indledes allerede om eftermiddagen, hvor Spejdere og Ulveunger går i procession gennem Jyderup til hotel Skarridsø, hvor en righoldig basar åbnes. (Det kan endnu nås at betænke denne med gaver). Om aftenen indbydes til fest med underholdning. Musik m.m. Der afsluttes med dans. Det ventes, at "gamle Spejdere" i stort antal vil deltage i jubilæumsfesten6

1953 feb. ses Lærerinde Grethe Christensen, Jyderup Realskole at være tropsfører for Dronning Margrethes trop i Jyderup7

1953 aug.; Nye lærere på Jyderup Realskole
Ved en sammenkomst i spejderhuset har Dronning Margrethes Trop taget afsked med lærer Sommer Nielsen, der har været aktiv i spejderarbejdet i byen. Tropsføreren, murermester Axel Olsen og tropsrådsformand, repræsentant Gybel Jensen talte8
1961 apr.; Spejderfest med succes (omtale af JR elever+billede)
Skarridsholm trop og flok og Dronning Margretes trop og flok, Jyderup, lod lørdagen stå i spejderfestens tegn. Der indledtes om eftermiddagen med march gennem byen som optakt til åbningen af en righoldig tombola på hotel "Skarridsø"
Lørdag aften var der så godt som fuldt hus i den store sal på hotellet, hvor et strålende underholdningsprogram blev afviklet.
Formanden for tropsrådet, ingeniør Tüchsen, bød velkommen, hvorefter fanerne blev ført ind og rullet ud under trommehvirvl. Flankeret af spejderkammerater, fremsagde Hanne Hjørlund smukt en prolog af Piet Hein. Det viste sig i det hele taget, at spejderne råder over mange dygtige aktører, endog med dygtige viseforfattere i mellem.
"Skovmændene" sang den festlige vise "En spejderfest" bliver til", forfattet af Jens Olesen, hvorefter blåmejser opførte en lille komedie, kaldet "Gretelil". Om "lejrbålet" samledes ulveunger for at høre "en sjov historie", herligt fortalt af Johnny Quaade, suppleret af Flemming Nielsen, som fik både små og store til at le med, Marianne Slott-Jensen og Peter Jensen foredrog en vekselsang på charmerende måde.
Julemærkets historie blev fortalt af pigespejderne i billedform. Drengene opførte en kriminalsketch "Retten", og ulveunger forklædt som pirater sang en fejdende sørøvervise som hed "Santa Hera's færd". Fred på jorden blev legaliseret i "Blåmejsens drøm", sunget som vekselsang af 10 piger og medvirken af "fremmede folkeslag", dvs. spejdere forklædt som arabere, kinesere osv. "Pionererne synger" var spejderpigernes afdeling med fremvisning af spejderdragter fra tiden 1910-1924. Med megen dramatik opførte drengespejderne sketchen "En grufuld nat" og ulvene "En underlig medicin".
Jyderup Spejdere 1961
Jørgen Folkmann og Bjarne Lund med fløjtekor gav "Skærsliberen" i en ny version. Vældig sjov blev sangen "Ded er så nem med ded" sunget af Ingeborg Olesen og Anne Birgit Spliid, og det samme gjaldt for Kirsten Rasmussen der, med kor sang Admiralvisen fra "Pinafore" - det var dygtigt gjort. Ulveunger spillede sketchen "Sørens sygdom", og to andre skabte Mexico stemning. Det var Jens Hartvig og Lars Ole Sørensen som forrygende sang "Umbriago", assisteret af et par anonyme, formummet i et "æsel".
"Skovmandspatruljen" havde en herlig potpourri "Tosserier", og så samledes alle til afslutningen om lejrbålet. Bifaldet bragede gang på gang gennem salen. Det var succes fra først til sidst. Et kæmpearbejde lå bag det store og afvekslende program.
Efter en pause var der "spejdermarch" i salen, hvorefter der blev danset til Helge Olsens orkester. Ved 24 tiden sluttede festen og ing. Tüchsen takkede til alle sider, og man sang "Spejderbror, her er min hånd"9

1964 marts; Spejderfest en strålende succes -over 400 gæster til aftenfesten
Jyderup har fået en sød og charmerende tambourmajor: Karin Hebin, der i lørdags for første gang gik i spidsen for pige- og drengespejdernes tambourkorps, der med fløjter, stortromme, trommer og bækkener gik gennem byens gader som optakt til den årlige spejderfest. Karin skilte sig fint fra opgaven som tambourmajor, og hele optoget satte kolorit på byen og gjorde instruktør, salgsinspektør Dose ære.
Ved ankomsten til hotel Skarridsø åbnedes den store tombola, der ligesom amerikansk lotteri og isboden fik udsolgt.
Aftenfesten
Ved aftenfesten var der ikke en tomme ledig plads at opdrive i hotellets store sal. Det var rekordbesøg med over 400 gæster.
Formanden for tropsrådet, boghandler Preben Søvndahl-Petersen, bød velkommen, hvorefter det festlige program, indledt med fanemarch, blev afviklet på glimrende måde. Seks pige- og drengespejdere fremsagde en velformet prolog, hvorpå blåmejserne opførte et "heksespil", der på én gang var morsom og symboliserende med en understregning af, at god spejderånd overvinder dårlige egenskaber.
Jens Harboe og Ole Gybel Jensen førte an i afdelingen "Ulveungerne synger" med resten af flokken som kor, til et fornøjeligt potpurri.
Beatles parodi
Det dygtige tambourorkester, der nu tæller ca. 20 musikere, piger og drenge, havde en fin underholdningsafdeling, hvorefter drengespejderne besteg scenen og fik latteren til at rulle gennem salen, først ved den herlige skects "Den første skoledag", med Hans Jørgen Schmidt som den strenge skolemester, og derefter fremførte fire drenge alle tider parodi på de langhårede engelske pop-idoler: "The Beatles"
Det gjorde stormende lykke, og det samme gjorde "En søndag på Amager", i moderne tilsnit ved overlærer Vang Petersen. Så var der spejderbål med sange, og Birgit Jentoft og Birte Kallenbach sluttede med en epilog. Det var succes fra først til sidst, derom var alle gæster enige. Efter tæppefald blev arrangeret spejdermarch til musik af musikdir. Helge Olsens orkester, Jyderup, der også spillede til et par timers dans for børn og voksne.
Tropsrådsformanden takke til alle sider for god medvirken til det vellykkede forløb og for interessen for spejdersagen. Festen sluttede med sangen "Spejderbror"15

1965 9. juni; To Jyderup piger til USA
"Så nærmer tiden sig" for afrejsen for de to spejderpiger fra Skarridsholm trop, Jyderup
Det er tropsassistenterne Ingeborg Olsen, Vænget, Jyderup og Anne Grethe Gissemann, Føllenslev, der skal repræsentere De danske Pigespejdere ved det internationale seniorspejderstævne i USA.
Tirsdag den 15 juni 1965 rejser de unge piger fra København pr. fly og skal de første fire uger indkvarteres privat hos spejderkammerater i staten Tennessee' hovedstad Memphis. Derefter deltager de i stævnet i staten Ohio sammen med spejdere fra hele verden. I alt skal opholdet vare i seks uger.
Ingeborg og Anne Grethe har grund til at være stolte over, at de er blevet udvalgt som eneste repræsentanter for De danske Pigespejdere, og de glæder sig meget til oplevelsen. Trods eksamenslæsning har de haft tid til at fremstille gaver, der skal medbringes.
Rejsen betaler de selv, dog med tilskud fra en spejderfond, medens opholdet betales af USA's spejderbevægelse17

1970 jan.; Spejderne i Jyderup opfører nyt tropshus
Tegningerne forelagt på forældremødet i aftes.
Dronning Margrethes Trop og Flok i Jyderup holdt i aftes forældremøde i "Gildehuset", hvor der blev budt velkommen af tropsrådets formand, malermester Emil Jensen.
Flokfører, fru Ina Bro-Jørgensen, aflagde beretning om ulvearbejdet i det forløbne år. Der har været arbejdet godt, og drengene har deltaget i divisions- og kolonneturneringer og opnået pæne resultater. Endvidere havde man haft en dejlig sommerlejr ved Kobæk.
Ingen tropsfører
Svend Telling aflagde beretning for "skovmændene" der havde foretaget et stort restaureringsarbejde af "Stormy Weather" flåden på Skarridsøen, og man regner med i den kommende sommer at få megen fornøjelse af denne flåde.
Emil Jensen redegjorde for selve spejderarbejdet, og måtte med beklagelse oplyse, at man står uden tropsfører. Tropsrådet har ledt med lys og lygte, men det er ikke lykkedes at klare dette spørgsmål. Indtil videre vil troppen derfor blive ledet af fire Skovmænd. Slutteligt omtalte formanden spejderferien i Hjembæk, der havde givet et pænt overskud til spejderarbejdet.
Regnskabet blev gennemgået og viste en kassebeholdning på 800 kr. samt indestående på byggefonden 6.000 kr.
Nyt tropshus
Spejderne har gennem længere tid været uden tropshus, men nu har Jyderup kommune anvist en velegnet grund og på mødet i aftes forelagde tømrermester Knud Jørgensen tegninger til det nye tropshus. Der blev nedsat et byggeudvalg der skal arbejde videre med det finansielle og selve opførelsen. Man håber opførelsen må komme i gang hurtigst muligt, så dette spørgsmål må blive løst.
Alle valg var genvalg og tropsrådet består af følgende, malermester Emil Jensen (formand), tandlæge Mogens Iversen (kasserer), fru Lily Tuxen, tømrermester Knud Jørgensen, kommunesekretær Denis Christiansen, Rønnekilde, forpagter Ingemann Arildsen, og bagermester H. Johansen, Strids Mølle.
Efter kaffebordet viste nogle lysbilleder fra sommerens økseløb på Nekselø, hvorefter formanden takkede førere og forældre for den interesse de viser spejdersagen10

1978 jan.; Jyderup spejdere indsamlede 1,5 ton gamle telefonbøger, indsamlingen fortsætter lørdag
Jyderup spejdernes aktion sidste lørdag med at indsamle gamle telefonbøger, blev en stor succes. Overalt blev drengene modtaget godt og folk var glade for at komme af med telefonbøgerne, der kun ligger og fylder op.
Man nåede igennem det halve af Jyderup sidste lørdag.
Men førstkommende lørdag går det løs igen. Da begynder man indsamlingen kl. 13 og der fortsættes til man har været gennem hele byen. Ved indsamlingen sidste lørdag nåede man op på 1½ tons telefonbøger. Det skal dog tilføjes at folk også havde en del gamle aviser og ugeblade, og dem tog spejderne naturligvis også med. - Selv om Jyderup kommuneskole har en fast indsamling af gamle aviser til fordel for Jyderuphallen, så er det dog ikke alle disse aviser der kommer frem.
Men vi er også glade for de gamle aviser, siger Bjarne Arildsen, der leder indsamlingen af de gamle telefonbøger. Kun vil vi gerne bede folk om at bundte aviserne, og at have dem klar når nu indsamlingsholdene rykker ud lørdag eftermiddag. Det vil lette arbejdet meget. Aviser og telefonbøger kan også lægges uden for, de skal nok blive hentet. Men det betinger at de er bundtede, så de ikke flyver for alle vinde.
Ny ulvefører
De gule drengespejdere, Dr. Margretes trop og Flok i Jyderup, har et længere stykke tid været uden floksfører for ulveunger. Det har naturligvis givet en afgang af små, man har nu kun ni ulveunger.
Man har nu fået førerproblemet løst. Seniorspejder Sven Telling har påtaget sig at overtage ulveflokken. - Og vi begynder helt fra bunden igen siger den nye floksfører. Der er nu møde hver fredag eftermiddag kl. 15 i spejderhuset ved det gamle idrætsanlæg i Jyderup, og her kan evt. nye ulveunger optages. Alle drenge i alderen 8-10 år kan optages, og det er tanken at bygge en ny flok op ud fra "Junglebogen", der indeholder al det ulveungerne arbejder efter16

1978 okt.; Nyt spejderblad i Jyderup
"Clips" er navnet på et nyt blad, Jyderup spejderne netop har udgivet det første nummer af. Det er seniorspejderne, der står bag bladet, som de håber kan udkomme fire gange årligt.
I en lille "programerklæring" fortælles, at bladet først og fremmest skal fortælle om de aktuelle ting, men her tænker man ikke alene på de "store" begivenheder som økseløb og lejre, men også hverdagsbegivenheder som møderne i flokken, patruljen, troppen og klanen. Derudover skal bladet indeholde vittigheder, små opgaver, praktiske oplysninger og råd, og redaktionen håber endvidere at få indlæg fra læserne.
I det første nummer fortælles der blandt andet om seniorspejdernes "maratonprojekt", som de selv betegner det. Det er en flåde med et hus, som man er ved at bygge ude i Skarridsø. Arbejdet har efterhånden stået på i et par år, men i artiklen er men optimistisk og håber på snarlig afslutning11

Spejderbåden
1979 jan.; Lørdag eftermiddag blev der udøvet hærværk mod spejdernes husbåd der ligger i Skarridsø. Den er bygget af seniorspejdere fra dronning Margrethes trop i Jyderup, de har arbejdet med husbåden i to år og var så godt som færdige og klar til brug til foråret. Men søndag morgen opdagede to af spejderne Jesper Hehnel og Jacob Fager, begge Jyderup, at den ene væg var blevet ødelagt, og de anmeldte hærværket til politiet.
Huset er bygget så godt at det kan anvendes helt året med isolerede vægge, loft og gulv.
Hærværket er gjort så grundigt at væg med isolering er ødelagt.
I tid og materialer har det kostet spejderne omkring 25.000 kr. at bygge husbåden.
De har ikke kunnet forsikre den, fordi den ligger så udsat på søen, derfor må spejderne selv betale og udføre reparationerne12

1985 aug.; Spejdernes tømmerflåde 25 år
40 nuværende og tidligere seniorspejdere fra Jyderup har nu fundet en anledning til at samles til fest: Deres tømmerflåde på Skarridsø fylder 25 år i morgen, lørdag.
Jubilæumsfesten holdes i Drivsåtskoven og begynder allerede i dag. Deltagerne slår telte op og forbereder selve jubilæumshøjtideligheden, der foregår lørdag eftermiddag.
"Stormy Weather" - det er tømmerflåden - er seniorspejdernes stolthed. Et flot fartøj med skur på. Den ligger på Skarridsø ved Sølyst.
- Vi har prøvet at få fat i alle "de gamle". Det vil sige forhenværende seniorer med tilknytning til Jyderup og tømmerflåden, fortæller seniorspejder Jacob Sørensen, Søbæksparken.
- Vi laver lejr i Drivsåtskoven med bar, madtelt, telte, overdækket spise- og dansested, toiletter m.m. vi har selv organiseret lejren, dog med god hjælp fra blandt andet forretningsfolk i Jyderup, Falck, kommenen og skovejeren, fortsætter Jacob Sørensen.
Om nutidens spejdere fortæller han:
- Hvis det er den almindelige opfattelse, at en spejder er en rødkindet, kernesund dreng med en uhyggelig selvdisciplin og karakterstyrke og iklædt nystrøget uniform og korte bukser, så er det skudt forbi. Moderne spejdere er ikke en flok anonyme børnesoldater. Det er ganske almindelige børn og unge, som har valgt en fritidsbeskæftigelse, der kan give dem en oplevelse, de næppe kan få i idrætsforeningerne. I Det Danske Spejderkorps får du det hele blandet samme: konkurrence, brug for omtanke, hyggeligt samvær og masser af frisk luft.
Seniorspejderne er de 16-23 årige. I Jyderup er der 13 aktive og 6 passive.
- Seniorspejderne arrangerer og er med i løb og andet, laver udkast til mere eller mindre realistiske projekter, går i korte bukser, når det er varmt, har uniform på til højtiderne og kan både ryge og drikke og løbe efter m/k'er - også i uniformen, siger Jacob Sørensen.
Skulle dette have givet nogen mod på at blive seniorspejder - der er ingen specielle krav - kan man komme til det ugentlige møde fredag på Spejdergården14
Jyderup Spejdere 1985


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 9. jan. 1950, side 3; Spejderparade i Jyderup
Kilde 2: Holbæk Amts Venstreblad 24. jan. 1950, side 3; Spejderhus i Jyderup til 5000 kr. opføres nu
Kilde 3: Holbæk Amts Venstreblad 19. nov. 1951, side 3; Det nye spejderhus i Jyderup indviet
Kilde 4: Holbæk Amts Venstreblad 23. okt. 1952, side 4; Pigespejdere på Jyderup Realskole
Kilde 5: Holbæk Amts Venstreblad 27. okt. 1952, side 4; Spejderfest
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 16. feb. 1957, side 3+4; 35 års jubilæum, spejdere
Kilde 7: Holbæk Amts Venstreblad 7. februar 1953
Kilde 8: Holbæk Amts Venstreblad 13. aug. 1953, side 4; Nye lærere på Jyderup Realskole
Kilde 9: Kalundborg Folkeblad 17. april 1961, side 3+4; Spejderfest med succes
Kilde 10: Kalundborg Folkeblad 16. jan. 1970, side 6;Spejderne i Jyderup opfører nyt tropshus
Kilde 11: Holbæk Amts Venstreblad 13. okt. 1978, side 11; Nyt spejderblad i Jyderup
Kilde 12: Kalundborg Folkeblad 15. jan. 1979, side 6; Hærværk mod spejder husbåd
Kilde 13: Kalundborg Folkeblad 25. feb. 1961, side 3; Smuk spejderfest (billede)
Kilde 14: Kalundborg Folkeblad 16. aug. 1985, side 6; Spejdernes tømmerflåde 25
Kilde 15: Kalundborg Folkeblad 2. marts 1964, side 3; Spejderfest en strålende succes
Kilde 16: Kalundborg Folkeblad 20. januar 1975, side 10; Indsamling af gamle telefonbøger
Kilde 17: Kalundborg Folkeblad 9. juni 1965, side 3; 2 Jyderup piger til USA
Noter:
Ane-Lise Søvndahl-Petersen
Ane-Lise Søvndahl Petersen

Sidst opdateret 21. juli 2015
©Jyderup Realskole